Program  for  Foreningen  Norden,  Aalestrup

 

Lørdag den 7. september kl. 19.00 i Sognehuset i Aalestrup.

Syng Norden sammen.

Vi fejrer Foreningen Nordens 100-års fødselsdag med tre fødselsdagssange, en dansk, en norsk og en svensk, sunget af ca. 1.000.000 nordboere på samme tid.
Foreningen Norden og Aarhus festuge har inviteret 10 nordiske kor til at give koncert i Musikhuset i Aarhus.
Foreningen Norden og menighedsrådet i Aalestrup inviterer til denne koncert, som sendes i Sognehuset i Aalestrup via streaming. Koncerten er bygget op omkring de fire årstider med tv-tranmissioner i baggrunden fra de nordiske lande.
Midt i koncerten mellem vinter og forår toner en dirigent frem og styrer sangen fra de mange tilmeldte steder, og sammen kan vi synge:  Kringsatt av fiender, Vem kan segla förutan vind og I skovens dybe stille ro. Det bliver bare fantastisk.
Koncerten fra Musikhuset begynder kl. 20.00.
Kl. 19.00 indledes aftenen af organist Jette Moeslund, Ejner Noe og Lars Refsgaard, der underholder. Vi synger fællessange med Jette ved klaveret, inden vi lægger op til aftenens koncert.
Entre: 50 kr. inkl. kaffe, brød og et glas vin.
Arr.:  Foreningen Norden og Aalestrup Menighedsråd.

Onsdag den 9. oktober kl.19.00 i Aalestrup Bio:

Foreningen Norden, Aalestrup inviterer alle til at se filmen ”Unge Astrid”, der handler om en relativt ukendt tid i Astrid Lindgrens liv, hendes vanskelige barndom og ungdom og om et barn, der fødes i dølgsmål i København og overlades til en plejemor.
Pernille Fischer Christensen har skabt en smuk og medrivende fortælling.
Alba August, Bille Augusts datter, har rollen som den unge Astrid. Trine Dyrholm har en vigtig birolle.
Filmen indledes i Aalestrup Bios foyer af bibliotekar Annesophie Elkjær Gregersen, der glæder sig til at øse af sin viden om Astrid Lindgren. Filmen varer 2 timer.
Billetpris: 80 kr. inklusiv en lille forfriskning
Arr.: Foreningen Norden, Aalestrup i samarbejde med Aalestrup Bio.

Mandag den 11. november 2019  kl.19.00 i Knabergården

Skumringsaften.
Aalestrup Bibliotek og Foreningen Norden i Aalestrup indbyder til vores traditionelle  aften med oplæsning, sang og musik.
Temaet er ”Fester i Norden” i tråd med fortsat fejring af Foreningen Nordens 100-års fødselsdag.
Der læses højt fra Babettes Gæstebud af Karen Blixen.
Oplæser er Mogens Nørgaard, der er CTO, teknisk direktør i et privat firma.
Han er festlig og underholdende og har selv prøvet at fremstille menuen fra Babettes gæstebud.
Samuel Frederiksen vil på sin sædvanlige og helt personlige og kreative måde skabe feststemning med ord, sang og musik i samarbejde med sin kone Lene Pape.
Entre:  60 kr .for medlemmer,  70.kr. for ikke-medlemmer inklusiv kaffe og ostebord.
Vin og øl kan købes.

Onsdag den 11. marts 2020  kl. 19.30  i Sognehuset i Aalestrup

Sognepræst Lisbeth Filtenborg fortæller om syv af bibelens kvindeskikkelser:  Eva, Sara og
Hagar, Lea og Rakel, Batseba og Maria, Jesu mor.
Nogle hører sammen to og to i et had-kærlighedsforhold. Andre står alene.
Fælles for dem alle er, at de blev mødre. Nogle mistede deres børn, andre døde fra dem.
Med både humor og alvor opfører Lisbeth et drama, hvor hun er disse kvinder på skift.
Lisbeth Filtenborg er cand. theol. fra Aarhus Universitet i 1989 og er sognepræst i Gauerslund ved Vejle.
Entre: 50 kr. inkl. kaffe og brød.
Arr.:  Aalestrup Menighedsråd og Foreningen Norden.

Onsdag den 18. marts 2020 kl. 19.30 i Knabergården
Generalforsamling ifølge vedtægterne. Nærmere oplysninger om aftenen følger senere.

 

Venlige hilsener

Foreningen Norden, Aalestrup